Jannie Bay Kobberholm er Head of Consulting hos Talentech Danmark og har været en del af virksomheden i over syv år. Når man møder hende, bliver man ramt af hendes rolige selvtillid og omsorg for sit team. Hun er en leder, en problemløser og en person, der sætter en ære i at få tingene til at fungere, både for kunder og for mennesker. Men det indtryk af hende forsvandt i en periode. For i september 2021 tog hendes liv pludselig en drejning, og alt ændrede sig.
Lad os spole tilbage til 2021
Da Jannie pludselig mistede synet på det ene øje under et firmaarrangement, anede hun ikke, hvor meget og hvor længe hendes liv ville blive forandret.
“Jeg troede faktisk bare, at det var lyset, der var mærkeligt. Jeg sagde til en kollega: 'Jeg bliver nødt til at holde dig i hånden, jeg tror ikke, jeg kan gå i det her lys,’" husker hun. "Men jeg ville ikke gøre et stort nummer ud af det. Jeg troede, det ville gå over."
Men det var ikke lyset og det gik ikke bare over. Direkte fra arrangementet blev Jannie kørt til et hospital. Og så til et andet. Og et tredje. Hun blev indlagt i en uge og holdt under tæt observation.
Fra krise til en langsom, gradvis bedring
Det der fulgte efter det første hospitalsbesøg, var en lang og usikker medicinsk rejse med adskillige hospitalsindlæggelser, neurologiske tests, biopsier og behandlinger, uden en klar diagnose, selv flere år senere.
“Den dag i dag ved de stadig ikke, hvad det er. Det er sandsynligvis en autoimmun sygdom, men de kan ikke sige det med sikkerhed. Det har været en af de sværeste ting, ikke at få klare svar. Man har brug for noget konkret at kæmpe imod, og i stedet er det bare usikkerhed.”
Jannies tilstand medførte hukommelsessvigt, ekstrem træthed, synsproblemer og konstante hovedpiner. Der var tidspunkter, hvor hun ikke kunne huske samtaler eller personer. Og for en person i en lederrolle var frygten meget reel:
“Man tænker: ‘Kommer jeg til at miste mit job? Vil jeg kunne arbejde, som jeg plejer?’ Og helt ærligt, ingen ville have bebrejdet dem, hvis de havde sagt, at de ikke kunne beholde mig. Men det gjorde de ikke.”
En usynlig sygdom med synlig påvirkning
I over et år vendte Jannie gradvist tilbage til fuldtidsarbejde. Men sygdommen og den medicin hun var på, efterlod langvarige bivirkninger, som de fleste ikke kunne se.
“Hvis jeg havde haft en brækket arm, ville folk have forstået det. Men jeg så jo rask ud. Der findes ikke en gips til træthed eller hukommelsestab. Og når folk ikke kan se det, forstår de det ikke altid. Så de antog, at jeg var tilbage til normalen, men det var jeg bare ikke. Ikke i lang tid, hvis jeg skal være ærlig.”
Hun kæmpede ikke kun med de fysiske følger af behandlingen og medicinen, men også med det pres, hun lagde på sig selv for at bevise, at hun var tilbage. Selv når hun endnu ikke var klar. Hendes bekymringer blev mødt med støtte, især fra hendes leder, Lotte.
“I starten kom jeg kun ind et par timer ad gangen. Når jeg ser tilbage, fungerede jeg ikke fuldt ud, men det hjalp bare at møde op og føle, at jeg stadig var en del af noget. Og Lotte (CSO i Talentech) lod mig gøre det.”
At være leder, mens man stadig er ved at hele
Det der gør Jannies historie endnu mere kompleks er, at hun netop var trådt ind i en lederrolle samme måned, som hun blev syg.
“Da jeg kom tilbage, prøvede jeg ikke kun at indhente det, jeg havde mistet, men jeg skulle også lære at lede fra bunden. Det var egentlig som at lære det jeg burde have kunnet, inden det hele skete.”
Selvom hun er vokset ind i rollen, har hun også været nødt til at genfinde, hvad lederskab betyder for hende.
“Jeg er ikke den slags leder, der skal vide alt eller gøre alting selv. Jeg ønsker et team, hvor vi kan lære af hinanden og hvor jeg også kan blive klogere. Vi glemmer tit, at ledere også er sårbare. Vi holder ikke op med at være mennesker, bare fordi vi har ansvar. Vi har også brug for anerkendelse og støtte.”
Arbejde, moderskab og at lære at sige ‘nu er det nok for i dag’
Siden hun blev rask, er Jannie også blevet mor. En stor omvæltning, der har ændret hendes forhold til arbejdet.
“Før min sygdom og før jeg blev mor, var jeg ofte på arbejde til sent og arbejdede om aftenen. Det bekymrede mig ikke rigtig. Nu kan jeg ikke mere og det vil jeg heller ikke. Jeg vil lave et godt stykke arbejde, men jeg vil også være der for min søn. Og jeg har lært, at jeg ikke kan være fantastisk til begge dele hele tiden.”
I dag fokuserer hun på at sætte tydeligere grænser, bede om hjælp og styre sin tid med større omtanke.
“Jeg lærer stadig at sige: ‘Det er nok for i dag.’ Arbejdet er der stadig i morgen. Og nogle gange er det dét modigste man kan gøre, nemlig at stoppe op.
Kraften i at føle sig savnet
Når Jannie bliver spurgt, hvad der hjalp hende mest til at komme tilbage, nævner hun ikke en bestemt politik eller procedure. I stedet handler det om menneskene omkring hende. Ikke kun familie og nære venner, men også kolleger.
“Det der virkelig hjalp, var at føle, at jeg blev savnet. Ikke bare som kollega, men som person. Flere havde fulgt min rejse og nogle var følelsesmæssigt berørt af det, som jeg havde været igennem. Det rørte mig dybt. Jeg tror, det gør det lidt lettere at være syg, når man ved, at der er nogen, der venter på én og hepper på, at man finder vej tilbage.”
Jannie ved, at hendes historie er unik, men at virksomheder overalt vil få medarbejdere, der går igennem livsforandrende oplevelser.
“Man ved aldrig, hvad en anden person kæmper med. Og nogle gange er det bedste, som en virksomhed kan gøre, bare at holde forbindelsen, vise at man betyder noget og at man stadig hører til. For mig betød det enormt meget at mærke, at de stadig troede på mig og min evne til at vende tilbage til den rolle, som jeg havde.”
Tjek flere af vores medarbejderfortællinger ud:
