Mange virksomheder opfordrer medarbejdere med stress til at bearbejde deres tanker og følelser. Men denne tilgang bør revurderes, mener cand.merc.HRM Solveig Wassmann Brøchner.
Stress koster danske virksomheder mindst 16,4 milliarder kroner om året. Det er en betydelig belastning for samfundet, arbejdspladsen og især for de medarbejdere, der oplever konsekvenserne både økonomisk og personligt.
Alligevel fortsætter antallet af stressramte medarbejdere med at stige. Der er behov for nye tilgange, og her kan metakognitiv psykologi vise sig at være en gamechanger.
Et nyt syn på stresshåndtering
Metakognitiv psykologi bygger på princippet om, at sindet kan hele sig selv, hvis vi ikke griber ind i vores tanker og følelser. I stedet for at fokusere på at bearbejde tanker, som det er tilfældet med traditionel kognitiv terapi, handler metakognitiv psykologi om at lade triggertanker være. Triggertanker er automatiske tanker, der ofte udløser bekymringer eller grublerier og kan føre til uhensigtsmæssige mestringsstrategier.
Et klassisk eksempel på en triggertanke kunne være: "Hvad nu, hvis jeg mister mit job, fordi jeg ikke lever op til forventningerne?" I stedet for at engagere sig i tanken opfordrer metakognitiv psykologi til at lade den passere – uden at forsøge at undertrykke eller analysere den.
Tænk på et transportbånd med sushi: Vi kan vælge, om vi tager et stykke eller lader det køre forbi. På samme måde kan vi lade triggertankerne være og lade sindet selv tage sig af helingsprocessen. Ifølge psykolog Pia Callesen, forfatter til Lev mere, tænk mindre, fungerer sindet som en si, hvor tanker naturligt kan flyde igennem, hvis vi ikke holder fast i dem.
En anden vigtig del af metakognitiv psykologi er arbejdet med metakognitive overbevisninger – de antagelser, vi har om vores egne tanker. For eksempel kan en typisk overbevisning være: "Jeg kan ikke kontrollere mine bekymringer." Metakognitiv terapi udfordrer denne antagelse og viser, at vi faktisk kan styre vores mentale fokus.
Vi har måske ikke kontrol over, hvilke tanker der spontant opstår, men vi kan vælge, hvordan vi reagerer på dem. Med træning kan vi lære at ændre vores metakognitive overbevisninger og styrke vores evne til at håndtere bekymringer effektivt.
Fordelene for virksomheder og medarbejdere
Hvis virksomheder integrerer metakognitive principper i deres arbejdskultur, kan det forebygge stress og øge medarbejdernes trivsel markant. Når medarbejdere trives, styrker det samarbejdet, reducerer konflikter og skaber grobund for vidensdeling og innovation.
Derudover får både medarbejdere og ledere fælles værktøjer og et fælles sprog til at støtte hinanden i pressede situationer. For medarbejdere, der allerede er ramt af stress, kan metakognitiv terapi være en effektiv metode til at vende tilbage til arbejdet og forebygge tilbagefald.
Dette gavner både medarbejderen, som undgår længerevarende konsekvenser, og virksomheden, som bevarer vigtig viden og undgår omkostninger til rekruttering og oplæring af nye medarbejdere.
En langsigtet løsning
Metakognitiv psykologi repræsenterer en bæredygtig tilgang til trivsel og stressforebyggelse på arbejdspladsen. Det er en investering, der kan reducere stress, øge arbejdsglæden og styrke medarbejdernes loyalitet over for virksomheden.
Det er på tide at tage det næste skridt mod sundere og mere effektive arbejdspladser.